♥ Velkommen ♥

Hane-4    hoene.2015.09.14.3   Hoenekylling-ca-fem-uger-2015-09-14-1

til min side om de hvide, de sort hvidplettede og de chokoladebrune dværgkochin hos os  i Totemhuset.  “Os” er min mand, Johnny og jeg, Marita.

Vi har haft chokoladebrune og sort split chokoladebrune dværg kochin siden begyndelsen af 2012, og har løbende forsøgt at blodforny ved hjælp af sort. Men det er først nu – i 2018 – jeg synes, jeg har så meget styr på, hvordan dværg kochin skal se ud, at jeg håber, jeg i 2019 gør mig håb om at kunne lave tilstrækkeligt mange kyllinger til, at jeg kan vise dem på Landsudstillingen, såfremt de bliver gode nok. 

Siden 12. september 2015 har vi desuden haft sort hvidplettede. De kom fra Tyskland, hjemhentet til os af vore kære venner i Jylland, Sille og Ebbe Hagensten. 

I 2016 fik vi de første hvide dværg kochin. Egentlig indkøbt for at hjælpe med blodfornyelse hos de hvide siamesiske dværg silkehøns, men vi faldt for farven og valgte ud over at bruge dem til blodfornyelsen hos de siamesiske at avle hvide dværg kochin. Deres kyllinger skulle have været vist på Landsudstillingen og på vores lokale udstilling i 2016, men som bekendt blev al udstilling aflyst på grund af fugleinfluenza, så det måtte udskydes et år. Det betød, at vi for første gang viste høns på Landsudstillingen i 2017 – hidtil havde vi alene haft ænder med.  Typen på høner, der var med på udstillingen var særdeles god. De scorede 29 af de 30 mulige point på typen, hvorfor de alle er blevet brugt til avl af dette års (2018) kyllinger. Vi håber, vi af disse – samt kyllinger fra indkøbte rugeæg – vil få nok gode hvide dværg kochin til, at vi kan vise to kollektioner på den kommende Europaudstilling i Herning i november i år.

Johnny og jeg bor på Sydsjælland i et dejligt gammelt stråtækt bindingsværkshus i landzone fem km uden for en mindre by, Mern. Vores hus ligger nogenlunde midt mellem Præstø og Møn og små 20 km fra Vordingborg.

Ud over dværg kochin deler vi hjem med katte, en hund, en papegøje, gæs, ænder og silkehøns i dværg og stor.